I dag er det 103 år siden første verdenskrig endte – 11. november 1918.
Dermed sluttede den blodigste, mest industrialiserede og inhumane konflikt verden indtil da havde oplevet. Den kostede 16 mio. liv – både på og udenfor slagmarkerne, og et langt større tal invaliderede og sårede. De økonomiske konsekvenser gider jeg slet ikke snakke om. Fuck dem.
I 2018 lavede jeg denne tegning, og den betyder stadig en del for mig, for jeg tror ikke på, at krige nogensinde er den rette løsning på politiske konflikter. Krige fører altid enorme og uoverskuelige konsekvenser med sig. Følgerne af første verdenskrig var f.eks. at verden i 1918 ikke var klar, da den spanske syge brød ud og slog yderligere 40 mio. mennesker ihjel, og at konflikten i sidste ende lagde grunden for den næste verdenskrig. Hvem kunne have gættet det?
Vi er kun mennesker – hvilket vil sige en art pyntesyg abe uden for meget hår – og selvom vi tror vi har styr på det hele, fra international logistik over energiproduktion til den politiske situation på Balkan – så overraskes vi hver gang skibe rammer isbjerge, atomkraftværker eksploderer eller en stor, geopolitisk kanon bliver likvideret i Sarajevo. For vi har ikke styr på det. Og det får vi aldrig.
Det er ligegyldigt om konflikten er i Syrien, Etiopien, Afghanistan, Ukraine eller Colombia – den gør mennesker til udyr og nedbryder mere end den opbygger.
Og værst af alt – den får os til at glemme at vi alle bare er aber, der bør passe bedre på os selv og det sted vi bor.
Så for at gøre dette opslag lidt mere aktuelt, så kommer jeg lige med en opfordring her – eller rettere en forbøn – at når I nu står der i stemmeboksen og måske er lidt i tvivl hvem man skal stemme på, så sæt et kryds ved nogen af de aber, der samler os. Og ikke ved dem der splitter os. Det må være vejen fremad.
Meget snart – som i MEGET snart – er min vægkalender for 2022 på gaden og lige til at hænge op. Jeg skal nok holde eventuelle interesserede opdaterede her på bloggen 🙂
“HVAD FANDEN BETYDER DET? – Danske Bladtegnere tegner sproget” udkommer på fredag d. 8. oktober fra Gads Forlag! Jeg har tegnet en 2 siders tegneserie til den og fik heldigvis ordet KLIMASKEPTIKER (Tak, redaktion!) at tegne ud fra. Og jeg er vildt lettet over, det ikke blev POSTKOLONIALE STRUKTURER, OVERVÅGNINGSKAPITALISME eller MIKROAGRESSIVITET man stak mig, for hvad fanden betyder det så lige???
Udover mig, bidrager tegnere som Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Gitte Skov, Lars Andersen, Julius, Johan Krarup, Sofie Riise Nor, Christoffer Zieler, og en mulliard andre (ok – i hvert fald 41 andre fantastiske tegnere) med pis’sjove og skæve indlæg.
Så kører Kastanjemanden for fuld skrald på Nutflix, og selvom jeg normalt ikke er stor krimifan, så er jeg hooked! At jeg har en lillebitte rolle i den (som far ved en klassefest) gør selvfølgelig også lidt, men mest af alt følger jeg bare med i den grotesk uhyggelige historie om seriemorderen kastanjemanden 🙂
Så han (eller hun???) kom altså til at indgå i dagens #inktober-tegning 😀
Jeg har lige afsendt min (forhåbentligt) sidste tilrettede version af manuskriptet sammen med de færdige tegninger til min allerførste børnebog – til min redaktør på ABC Forlaget! Bogen hedder Ræven og dragen og handler ganske kort fortalt om en ondskabsfuld drage, der sætter en stakkels lille ræv på tre umulige opgaver.
Jeg er så glad – jeg har på det seneste lagt al min overskydende tid i at få færdiggjort den: rettet eksisterende tegninger til, omtegnet andre, og ikke mindst farvelagt dem alle om og om igen! Jeg har været i gang med bogen i lidt over et år nu, og det er længe at arbejde på en børnebog som denne, kan jeg godt afsløre – Jeg tør slet ikke tænke på timelønnen, haha!
Det har været en kæmpeopgave, men den allerstørste udfordring har – som altid – ikke ligget på et stykke blankt papir eller på skærmen foran mig. Den har ligget inde bag min forræderiske hjerneskal! Projektets værste kritiker er mig selv, og han kan være noget af et røvhul, rent ud sagt, og han har ikke haft lagt fingrene imellem. Jeg ved præcis ALT hvad der er galt med den bog! Den er både for kort og for lang, har for meget og for lidt tekst, ville være bedre i sort/hvid end i farve, og så videre.
Så jeg bad ham skride ad helvede til – hvilket han naturligvis ikke gjorde, men jeg fik mere ro til at lave bogen, så godt som jeg kunne, og jeg er faktisk endt op med at være rigtig godt tilfreds med den!
Så nu er den afsendt, og jeg sidder tilbage og venter på tilbagemeldingen fra verdens bedste redaktør på ABC Forlaget 🙂
Her er lige et par tegninger fra Ræven og dragen:
Jeg håber den snart ryger i trykken, så den kan komme ud i virkeligheden. Det er jo det der er meningen med det hele. Nåeja – det, og så at den bliver godt modtaget 😀
Læs evt. også mit indlæg fra januar(!) hvor jeg både beskriver projektet og farvelægger ræven digitalt her 🙂
–Nåeh, hvordan er det så sådan at være freelance? spørger folk en gang i mellem. –Fint nok, svarer jeg. Jeg nyder virkelig friheden ved det. Og så skifter jeg hurtigt emne.
Jeg elsker gamle fly! Nitterne, cockpit’et, maskinkanonerne, propellerne, det blanke metal, olien, hele designet. Der er i det hele taget ikke blevet produceret mange fede maskiner efter 1970.
Så jeg gik altså i gang med at opdatere tegningen fra 23. marts sidste år, og selvom jeg godt ved, at det er ultra tacky og dårlig stil og alting – så ser det da meget cool ud med en god gammeldaws, vaskeægte Photoshop lense flare effekt 😀
Til sammenligning kan den gamle sort/hvide version ses her.
Fik jeg for øvrigt sagt jeg elsker gamle fly? Fly, fly, fly!
NEMLIG! Man bliver ærlig talt så træt, når man hører, hvordan der – med konkurrenceforholdene som undskyldning – igen skal ydes ofre blandt de ansatte. Vel at mærker ikke på direktionsgangene eller blandt investorerne, men på gulvet. For lorten falder altid nedad.
Nu er det Nemlig.com, der afsløres som den store udbytter i åbenbaringen. Ikke at det er Nemlig.com, der er de eneste røvhuller – for det er jo i sidste ende alle os, der konstant kræver billigere varer – uanset hvad. Men nu er det altså lige Nemlig, der er blevet afsløret i en artikel i dagens Politiken, og det er dem der har ansvaret.
“I min afdeling skulle man pakke 410 varer i timen. Det svarer til, at man skal tage en ny vare ned fra hylden hvert 9. sekund. Hvis man klarede de 410 varer i timen, så var man det, som cheferne kalder 100 procent effektiv. Vores effektivitet blev vist på store skærme, der hænger i lagerhallen. Når man er 100 procent effektiv, er ens initialer grønne på skærmen. Er man under 100 procent, bliver de gule. Og er man under 90 procent effektivitet, bliver de røde,” beretter Rashmi, der arbejdede som pakker på Nemlig.coms lager i Brøndby i januar-februar 2021. Og det bliver værre endnu – men læs selv artiklen.
Det er så latterligt, at man knap tror sine egne ører! Ahmen altså – jeg bli’r så gal!
For tiden er jeg i gang med at lægge sidste hånd på min allerførste børnebog, som jeg selv har skrevet OG tegnet. Arbejdstitlen er Ræven og Dragen, og jeg håber at få den færdig lige om lidt. Jeg har skrevet og tegnet på den i et lille halvt år nu, og det har været en utrolig proces.
Historien skrev stort set sig selv, og forlaget ABC var utroligt hurtige til at sige jatak til at ville udgive den, og snart efter havde jeg sat mit kryds på kontrakten. Det har dog betydet at jeg ikke har været vildt aktiv her på bloggen og kun har haft enkelte opdateringer om ugen, men det håber jeg er ok – selvom det føles lidt som et svigt fra min side.
Til gengæld er jeg vildt stolt af det jeg har fået lavet – det er et eventyr om det at have magt og være et usædvanligt dumt svin, men samtidig om, at man med lidt ressourcefuldhed godt kan få skovlen under den slags dumme svin, uden selv at blive et.
Patreon er en online donationsplatform, hvor folk kan støtte eks. kunstnere med et månedligt beløb Det er vist endnu ikke slået igennem i stor stil herhjemme, men jeg har oprettet en profil, hvor man kan støtte mig og min karriere, i det omfang man gider. Jeg bruger nemlig RIGTIG meget tid på at jonglerer blyanten her på nettet – og det får jeg altså sjældent et bøjet søm for.
Til gengæld kan man som Patreon-ist få nyheder, downloade prints og endda få et SUPER EKSKLUSIVO krus med tegning på!
Så hvis du synes det lyder interessant, så find mig her! 😀
Så det er altså ved at være sidste chance for at forudbestille min 2021 kalender for kun 130,-! Men du kan nå det endnu. Alt du skal gøre er at klikke her: https://bit.ly/2XDvEZg
Vægkalenderen måler 30×30 cm og er en fold-ud kalender med en tegning for hver måned. Min kalender er håndtegnet og de første 50 forudbestilte kalendere afsendes med et lille håndtegnet doodle og en hilsen fra mig.
I år gør jeg det så igen: Jeg laver en kalender! Den bliver fuld af mine tegninge, og kan naturligvis forudbestilles, hvis man vil være helt sikker på at få en.
Vægkalenderen måler 30×30 cm og er en fold-ud kalender med en tegning for hver måned. Hele kalenderen er håndtegnet og trykt lokalt, svanemærket og på fsc-certificeret (bæredygtigt) 190 g. papir (Svanemærket og EU-Blomsten er Danmarks officielle miljømærker og kalenderen har begge).
Papiret i kalenderen er ubestrøget og ideelt til at skrive noter og begivenheder/fødselsdage på. Ikke noget med det der glatte, plastikcoatede papir, man hverken kan skrive eller tegne på.
Det er både en kanon gaveide såvel som et supergodt arbejdsredskab (bruger det selv) som netop et hurtigt og pålideligt alternativ til den digitale kalender. Så støt din venlige og lokale nabolags-tegner, og forudbestil allerede nu en 2021 kalender!
NB: De første 50 forudbestilte kalendere afsendes desuden sammen med et lille håndtegnet doodle og en hilsen fra mig.
Jeg tegnede min første kalender i 2018 i et begrænset oplag, og da det viste sig at være et hit, tegnede jeg en ny året efter og i et væsentligt større oplag. Mit mål var bare at den skulle tjene udgifterne ind, og det gjorde den sørme! Sidste år fik jeg desværre slet ikke tid til at færdiggør en kalender for 2020, men mens landet nu har været lukket ned af corona, fik jeg endelig lidt luft, så nu er den her!
Coronavirussen freaker mig mere ud, end jeg nok vil indrømme. Ikke så meget sygdommen selv, men mere på de følger, den kan få. På mit arbejde, min økonomi, min fremtid, min familie, samfundet… Jeg har svært ved at koncentrere mig om de opgaver jeg har, og den eneste måde jeg kan håndtere bekymringen en smule på, er at tegne den, hvilket på ingen måde er specielt produktivt for firmaet Skræntskov Illustration.
Goddammit da også! Det føles lidt som om jeg er i færd med at save den gren af jeg selv sidder på, fordi træet måske blæser omkuld.
Den Mexicanske tegnerfestival La Linea de Fuego har et socialt sigte og en ambition om både at uddanne og organisere tegnerne i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde arrangørerne sidste år valgt at inviterer Erik Petri og jeg – via Danske Bladtegnere – til at præsenterer, hvordan vi herhjemme er organiseret, og hvilke udfordringer vi ser for fagets fremtid. Festivalen var arrangeret af agenturet Carton Club, som sælger satiretegninger til hele verden for udvalgte Latinamerikanske tegnere.
Første dag
Tirsdag den 3. september. Kl. 18:45 landede Erik Petri og jeg i Mexico Cityslufthavn Aeropuerto Internacional Benito Juárez – en lufthavn, der alene i 2018 befordrede over 47 mio rejsende. Og i 2019 altså også os. Vi var som sagt inviterede til at deltage i La Linea de Fuego, der begyndte d. 5. og under armen havde Erik et foredrag og et slideshow på tykkelse med Krig og Fred. Det handlede primært om de udfordringer fremtidens arbejdsliv stiller tegnere globalt og hvordan vi selv har organiseret os i et land så småt, at alle landets indbyggere kan bo i Mexicos City omkring 4 gange.
Efter at have gennemgået de evigt aktuelle lufthavnsprocedurer – som at lokaliserer toilettet, stå i kø i urimelige tider, panikke over forsvundne og sidenhen forkert udfyldte indrejsedokumenter – blev vi hentet af Paul Cano og David Boligan fra Carton Club.
Værd at huske: Trykket i flykabiner påvirker trykket i din tuschpen. Også EFTER at man er landet…
Til Eriks store glæde sad Davids far og Eriks gode ven – tegneren Angel Boligan – klar bag rattet og kørte os til vores hotel Zocalo Centralved Plaza de la Constitución (også kaldet Zócalo). Og det var SUPERFEDT! Jeg har aldrig boet så fint! Anyway – her smed vi hurtigt vores bagage af på værelserne, og kastede os derefter ud i byens lys. Da Mexicos Uafhængighedsdag skulle fejres d. 15. september, var hele byens centrum i færd med at blive pyntet, og Zócalo var oplyst af fantastisk lysrelief af elektriske pærer. Vi traskede lidt rundt i byen og tog notits af steder vi skulle huske at besøge de efterfølgende dage: Museo del Estanquillo (Forfatteren Carlos Monsivais personlige samling af malerier, fotografering, legetøj, albums, kalendere, reklameartikler og bøger, og det skulle være en stor oplevelse for grafiske hoveder), boghandlere, spisesteder, etc.
Ved en 20 tiden besluttede vi os for at finde noget at spise og vores 3 amigos overtalte os til tacos og kolde øl – og fandt selvfølgelig hurtigt et fint sted. Alt var godt, selvom vi måske var en kende slappe i koderne på dette tidspunkt. Vi havde nu også været vågne i omkring 27 timer i streg, og selv Erik, der sammenlignet med undertegnede var en ren model Terminator T-800 på plutonium batterier, var dog enig i at det var på tide at kratte tilbage til hotellet og i seng.
Anden dag
Onsdag den 4. september. Vågnede stort set i samme position som jeg endeligt var faldet i søvn i, ved at uret ringede. Jeg kom hurtigt i tøjet og op på taget, hvor restauranten befandt sig med min tegneblok under armen, for at lave de første doodles til min rejsedagbog.
Der var til min forbavselse stort set en tjener pr. tre gæster, og de var skarpe som knive. Jeg fik vrøvlet lidt italienske gloser, og tjeneren bragte mig smilende og overbærende en omelet og en kop kaffe og jeg begejstret takkede for med et klingende Grazia, for sådan en verdensmand er jeg nemlig.
Første morgen på hotellets restaurant på øverste etage. Med udsigt over katedralen kommer velsignelsen hver morgen i store krus.
I mellemtiden var Erik dukket op med morgenmad mellem hænderne og hovedet fuld af planer. Dagsplanen bestod i at komme rundt i byen, som jeg stort set intet kendte til. Vi havde lavet en aftale med tegneren Cintia Bolio, som jeg derimod allerede kendte fra en workshop hun afholdt i København for et par år siden. Og nu skulle hun altså også fungerer som guide. Cintia er utrolig. Hun er skarp og flittig, og har bl.a. siden 2006 tegnet for det politiske satiremagasin “El Chamuco y Los Hijos del Averno” – og man kan såmænd også finde hende i det danske online magasin SPOT. Så jeg så virkelig frem til at få hende som guide rundt i byen.
Erik var naturligvis klar på slaget 8 – jeg havde lige brug for lidt mere… klargøring. For let’s face it – der findes sølvfisk, der er mere strukturerede end jeg. Heldigvis var Cintia også lettere forsinket, for når man skal krydse en by, der dækker næsten 5.000 km2, kan det være en udfordring at beregne ens nøjagtige ETA. Hvorom alting er, så ankom Cintia glad og fro, og vi begav os ud i en af verdens allerstørste byer – faktisk kun overgået af Tokyo.
Katedralen med det mundrette navn Catedral Metropolitana de la Asunción de la Santísima Virgen María a los Cielos, er ufattelig smuk, og som så mange andre ældre bygninger i Mexico City lettere ludende, da selve byen synker med omkring 1 cm om året. Man skal her lige huske på, at hele byen er bygget på en opfyldt sø(!), så at husene hænger lidt er til at forstå.
Med Cintia Bolio som guide – får man muligvis den bedste kakao i hele CDMX!
Efter katedralen besøgte vi Templo Mayor – eller rettere det der var tilbage af det, efter spanierne var færdige med at disrupte det aztekiske Mexico i 1521. Templo Mayor – Det Store Tempel – var hovedtemplet for aztecerne dengang byen hed Tenochtitlan og allerede dengang udgjorde det for hovedstaden i landet. Pyramidetemplet var tilegnet krigsguden Huitzilopochtli, såvel som Guden for regn og dyrkning, Tlaloc. En dobbelt trappe havde ført op til pyramidens top, hvor to mindre bygninger stod side om side – en til hver gud. Og det var herfra man med jævnlige mellemrum skar det varme hjerte ud af brysthulen på udvalgte fanger, med knive af sort obsidian. Bum. Sådan.
Kranier er i Mexico ligeså udbredte i de aztekiske kulturlag som lattergaspatroner er på Nørrebrogade… Gadefejeren siger: “Åh, vi har vist overset et derovre!”
Templet blev imidlertid stort set fuldstændigt nedbrudt af de katolske Spanierne – så udover “stueetagen” og enkelte dertilhørende stenslangehoveder er der ikke meget tilbage. Stenene blev brugte til at opføre førnævnte katedral, og mange andre af bygningerne i centrum istedet. Men det, der var tilbage, vidnede om en fantastisk teknisk viden og forståelse og er faktisk stadig både utroligt smukt og vanvittigt imponerende! Derefter fortsatte vi rundt i Centro Histórico resten af dagen.
Om aftenen var vi blevet inviteret til fest hos Angel Boligan. Boligan blev oprindeligt født i 1965 i Cuba, men har boet i Mexico siden 1992. Han har været redaktør og tegner for magasinet „El Universal“ og avisen „Conozca mAs“, men arbejder for tiden som tegner for satiremagasinet „El Chamuco.” Hos ham traf vi desuden flere af de organiserende kræfter i festivalen samt en mængde andre tegnere.
Naturligvis var jeg for træt til at sove…
Tredie dag
Torsdag den 5. september. Festivalens første dag blev skudt i gang. Vi blev hentede af Paul på hotellet i en Uber, der sørgede for at vi kom frem til centeret, hvor arrangementet blev afholdt. Stedet hed Centro Cultural Universitario Tlatelolcoog er underlagt Mexicos universitet med henblik på at formidle kunst og kultur. Vi drev lidt rundt og så på de udstillede tegninger i foye’en, snakkede med de andre fremmødte. Erik gav et interview og jeg faldt i snak med en tegner der hedder Paco Baca.
Kl 13:18 blev den røde snor klippet, festivalen erklæredes åben og så gik det stærkt. Først var der en åben diskussion om sikkerheden på internettet, og flere af tegnerne fik udtrykt en bekymring om hvordan de i fremtiden sikrer deres arbejder mod at blive stjålet og misbrugt, og en generel bekymring over, hvad den digitale fremtid byder på af udfordringer. Og så naturligvis hvordan man undgår at blive slået ihjel, når man træder de forkerte folk over tæerne. Vi havde heldigvis taget lakridspiber med til trøst for hele forsamlingen.
Allerede kl 14 sad jeg så i et panel og skulle diskutere imigration og flygtningesituationen i mellemamerika og Europa. Jeg er blevet tildelt plads i et panel med Camila De La Fuente, som jeg faktisk allerede havde mødt i en satirefestival i Saint-Just-le-Martel i Frankrig 2018, og som jeg nu kun fik endnu større respekt for. Camila har boet det meste af sit liv i Caracas i Venezuela under Chavez-Maduro styret. Hun blev aktiv i studenterbevægelsen, og måtte i 2014 emigrere til Mexico. Ved hendes side sad Monica González, fotograf og dokumentarfilmproducent fra Mexico City, med fokus på politiske og sociale udfordringer i regionen, hovedsagelig i forbindeles med migration, køn, menneskerettigheder og vold.
Debatten blev styret af Alejandro Vélez, chefredaktøren for foreningen Nuestra Aparente Rendición, der arbejder – intellektuelt, praktisk og kunstnerisk – for fred i Mexico. derudover er han professor i humaniora og forfatter til en bog om livshistorier fra de savnede og myrdede journalister i Mexico. Der sad jeg så og var fra fucking Østerbro…
Vi spiste frokost i nærheden, og på vej derhen fulgtes jeg med en af Carton Clubs organisatorerne, Mariana Calvo, og vi snakkede både om landets forhold til USA, korruptionen i Mexico, og her hørte jeg for første gang om det jordskælv, hvoraf det seneste af de store næsten smadrede Mexico City i ’85 – også kaldet et terremoto. Det efterlod sig et anslået antal døde på ml. 5.000 – 20.000 mennesker, 50-90.000 hjemløse og ødelæggelser for milliarder, og en evig angst hos de fleste af byboerne for, hvornår det næste terremoto rammer. Der står stadig mange tomme bygninger tilbage i byen, givetvis for farlige til at bo i og for dyre at vælte. Igen en reminder om, at Mexico om noget er et land med mange modsætninger.
Jeg kunne ikke lade være med at filosoferer lidt over det smukke liv, kunsten og musikken, der er så levende, og samtidig er der en massiv tilstedeværelse af politi i hele byen. Fattigdom er synlig overalt og mindstelønnen er nærmest non-eksisterende, isærdeleshed set med danske øjne. Kriminalitet og korruption danser en usynlig jarabe tapatío overalt, lurende naturkatastrofer og alligevel, alligevel var jeg så utrolig glad for at være her – lige her og nu.
Tilbage igen efter frokost (Pozole er for øvrigt fantastisk!) sad vi i et auditorie og jeg havde i mellemtiden erhvervet mig bøger af både Angel Boligan og Dario Castillejos, som jeg ydmygst havde bedt dem om at tegne i til mig, mod en af vores medbragte Spotbøger. Både Boligan og Dario er fantastiske tegnere, som jeg ALDRIG håber bliver opdaget af de danske aviser, for så har jeg langt bedre fremtidsudsigter som postmedarbejder hos Post Nord end jeg nogensinde vil få som tegner. Det ville de naturligvis gerne, og jeg blev også selv bedt om at returnere SPOT-bøgerne med en af mine egne krøller. Dammit!
Imens var to andre tegnere igang oppe på scenen er med en diskussion omkring satirens væsen eller noget, men da samtalen mindede mere om en kaminpassar end om en reel debat, gik jeg vist ikke glip af så meget. Jeg tegnede løs, men hver gang jeg kikkede på de smukke dedikationer Boligan og Dario havde lavet til mig, fik jeg præstationsangst. Det lykkedes dog til sidst at få lavet en krampe, der ikke var helt idiotisk på indercoveret, så jeg tror jeg klarede skærene.
Samme eftermiddag fik en af festivalens redaktører og redaktør hos Carton Club, Edith Leija, den utroligt gode ide, at vi skulle se Lucha Libre! Mexikansk fribrydning havde for mig altid ligget på samme hylde som B-film fra 70’erne og machokultur uden selvironi, men Ediths begejstring var ikke til at komme uden om og inden længe stod vi i den Mexikanske Metro på vej mod Arena Coliseo for at se THE REAL DEAL!
Edith Leija er stor – som i KÆMPESTOR – fan af Lucha Libre!
Arena Coliseo viste sig at være en ældre bryderarena, placeret på Calle Republica de Peru 77, og var på ingen måder særlig i øjenfaldende udefra. Men hvad den ikke havde i opblæst og pompøs eksteriør, havde den i ærlig charme og folkelighed. Udenfor flokkedes folk og en mængde boder tilbød snacks, drikkevarer og ikke mindst et enormt udbud af forskellige fribrydermasker. Og alle lod til at være der! Tykke og tynde, mænd, kvinder (både fulde og ædru), børn og gamle damer, de var her allesammen. Vi stillede os i kø med hver vores billet og kom hurtigt ind.
Indenfor var luften fugtig og tyk og en balkon, der løber hele vejen rundt om selve ringen, var udstyret med et ståltrådshegn, der afholdt folk fra at falde ud. Sælgere gik rundt og tilbød øller, truthorn og masker, og alle råbte og hujede begejstret på de 6 brydere, der allerede var godt igang i arenaen, mens vi fandt et sted med fin udsigt at sidde.
En times tid senere var jeg som genfødt, efter den sejeste sportsevent jeg nogenside har oplevet. Jeg var forelsket i det absolut mest knald-i-låget, over-the-top, fuldstændigt vanvittige og noget nær mest sygeligt koreograferede show, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor dette balstyriske show tog mig med storm, men der er intet over Lucha! De flyver gennem luften, smider rundt med hinanden, afklapser hinanden i en utrolig koreografi, og hver træfning mellem de to hold brydere er en episk fortælling, en kamp mellem de gode brydere, der er lige ved at tabe, men ofte (men ikke altid) alligevel vinder til sidst! VIVA LUCHA LIBRE!
Om aftenen mødes vi med tegnere og arrangører inklusiv familie på et spise- og også dansested viser det sig, da flere af dem pludselig rejser sig og begynder at danse til musikken fra orkestret. jeg takker nej fordi jeg er en tøsedreng, og fordi de andre DANSER SÅ LÆKKERT: I Danmark er det mere reglen, at hvis du kan tegne, så kan du bare ikke danse – det er den aftale man laver med det omgivende samfund, men det bruger man ikke her. Her kan man danse, og det gør man åbenbart
Fjerde dag
Fredag den 6. september. Kl 10 var vi klar til Eriks store forelæsning på kulturcentret – Den vi nærmest kom herover for at holde.
Og vi var praktisk talt helt alene i forelæsningslokalet, udover Karen Espinosa – vores trofaste oversætter og Paul Cano, der løber til og fra. Først 20 minutter over kom den første tilhører slentrende med en varm kop kaffe og et smil så bredt. Mexico, mi amor.
Erik sang derefter for os i 4 timer. Han croonede om fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer som alle satiretegnerne globalt set står overfor. Om hvad organisering af tegnere betyder for os heroppe, hvordan det danske system fungerer med forbund, ophavsretsfond, alle tegnerforeningerne og bibliotekspenge, copyright aftaler og VISDA. Det var en sang, der næsten fik os alle på gaden for at forlange, nej KRÆVE, bedre forhold for tegnere i både Mexico såvel som i resten af regionen. Han sang (kun afbrudt af få pauser) om organisering, bibliotekspenge og VISDA, og blue ocean og red ocean, og folk lyttede intenst!
Efterfølgende var der mange spørgsmål, og en masse forhåbninger om et fremtidigt samarbejde mellem VISDA og en tilsvarende Mexikansk organistion, og hvem ved? Måske kunne man også implementere en form for bibliotekspenge? Imidlertid er problemet nok, at det er svært at skabe en stor og for alle troværdig organisation, der skal administrere så store beløb, i et land der pt. ligger nr. 105 ud af 174 lande på Transparency Internationals liste over korruptionsniveauet verden over.
Derefter var et min tur med et oplæg om satiremagasinet Spot. Det gik noget langsommere med at komme i gang. Først fordi projektoren ikke virkede, hvilket resulterede I at jeg et øjeblik frygtede jeg ikke kunne bruge de medbragte slides og billeder. Derudover skulle Erik indlede foredraget med et kort oprids af de event, der førte til dannelsen af Spot magasinet og forbindelsen mellem Spot og Charlie Hebdo. Og Erik er nu engang bare a tough act to follow! Desuden kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til at have en oversætter i øret: Det er som at have en bi (omend en yderst hensynsfuld og venlig bi, som Karen jo nu engang er) fanget inde i sit hoved, mens man prøver at sige Bispens Gips Gebis. Fejlfrit. Bagfra.
Men det gik fint, da det endeligt gik, og folk virkede oprigtigt interesserede i hele projektet. Både måden vi havde organiseret os på i redaktionen og vores samarbejde med udenlandske tegnere. Derefter tog vi med en god flok tegnere og arrangører og tilhørende familie (ingen nævnt – ingen glemt) ud og spise i den pænere bydel Coyoacan. Og det er fandme hyggeligt! Jeg fik en gang chile en nogada, hvis nogen skulle spørge. Det er en ret, der minder mest om en farseret dessert – altså på den gode måde.
Femte dag
Lørdag den 7. september. Sidste dag i Mexico var vemodig. Vi spiste endnu en gang morgenmad på taget, før vi gik ud for at opsøge seværdigheder og hvor jeg endegyldigt besluttede IKKE at købe en sombrero med hjem. Sombreoer klæder jo som bekendt alle – med mindre man studerer humaniora i København naturligvis.
Vi fik set Diego Riveras fantastiske vægmalerier i National Paladset og vandrede derefter ud til Det Nationale Antropologiske Museum. Vi havde aftalt at mødes endnu en gang med Paul og David, og derudover en anden tegner Luis Fernando Teegr og hans kæreste foran museet, som alle havde talt helt vildt op. Og Antropologiske Museum leverede! Det var en hel utroligt oplevelse, og muligvis et af de to 3 bedste museer jeg nogensinde har besøgt! Hele Mexicos historie fra de første jæger-samleres ankomst omkring 9.000 fvt. til spaniernes ankomst, der for alvor sætter en stopper for rækken af de store, indianske kulturer: Olmekere, Mayaer, Toltekere og Aztekere var samlet her. Jeg tror vi tilbragte i hvert fald 3 timer derinde, men tiden fløj afsted. Da Erik jo vidste så fandens meget om regionens historie fik han hurtigt kælenavnet Wikipetri af Paul, men uden ham havde besøget været en noget mere tam oplevelse: Der var stort set ingen skilte på andre sprog end spansk. Nogensteder.
Undervejs til museet havde vi passeret et stort telt, overhængt med photos af 22 unge studerende, der var forsvundet under en studietur. Den slags skete fra tid til anden, og man gik ud fra, at de ved et uheld var røget uklar med lokale narkobaroner, der havde slået dem slået ihjel med koldt blod og begravet et ukendt sted. Fra tid til anden dukker sådanne massegrave op, men det er svært at få knaldet bagmændene. Over 40.000 mennesker er i alt forsvundet siden begyndelsen på mexicanske narkoopgør i 2006, så 22 fra eller til… Det er temmelig forstemmende.
Om aftenen landede vi i et spisehus PROPPET med mariachier! Ca. en mariachi pr. 4 betalende kunde – og det er en del mariachi’er på et sted, skulle jeg hilse og sige. Især fordi de bare begynder at spille for en uden opfordring, mens de venter på at pesos’ne skal begynde at rulle. Gør de ikke det, fortrækker de og overlader pladsen til en ny mariachiband, der så begynder at spille uden opfordring. Erik var noget skeptisk. Især fordi en af de mere insisterende mariachier spillede på harpe. Hvad gør en harpe dog at gøre i et mariachiband? Bagefter endte vi på et lille værtshus, da alle var enige om vi overhovedet ikke kunne forlade Mexico uden at have smagt Pulque – det viste sig så for mit vedkommende, at det kunne vi faktisk godt. Det er en gammel, meso-amerikansk drink, der laves af fermenteret agavesaft og har en sær gær-agtig smag. Men så fik jeg da det krydset af min liste.
Sjette dag
Søndag den 8. september. Hjemrejsedagen. En af de allersidste ting jeg havde forventet at skulle gøre på denne tur var, at skulle sige farvel til folk, der hed Karen, Edith, Paul, Erik, Camila – ja endda en enkelt Ingmar! Altså ikke da jeg forlod Danmark – men Mexico! Endnu en fordom nakkeskudt og efterladt i Mexico…
Jeg var stadig lidt tung i hovedet efter vores sidste aften i Mexico City. Det må have været pulque’n, tænkte jeg. Men da jeg allerede havde pakket det meste i et for mig ukarakteristisk anfald af planlægning, var jeg hurtigt klar til at tage afsted. Jeg følte mig lidt flad og havde lidt mavepine, men det skyldtes nok mest jetlag og de sidste dages hårde program, inklusiv øller og den lidt stærkere mexikanske mad. Vi tog en Uber til lufthavnen og kun lettere forsinket lettede LH521 med retning Munchen – og med os om bord. Jeg så frem til flyveturen, da jeg ikke fik set afslutningen af Avengers, da vi fløj over, så den gik jeg straks i lag med.
Men et eller andet sted over Atlanterhavet begyndte min mave at gøre rigtig nas. Jeg maste mig op fra flysædet og forsøgte at komme på toilettet. Der var naturligvis kø! Jeg kunne pludselig mærke turbulens, selvom der ingen var, jeg svedte. Til sidst fik jeg blackout – jeg besvimede simpelthen, men heldigvis foran en steward, og da jeg igen kom til mig selv og kunne fokuserer, kom der én stewardess trippende med en cola til mig og én med en iltmaske. Jeg opdagede at jeg åbenbart var utroligt forhippet på at tale til dem i mit bedste skoletysk, til trods for at jeg fandme havde det røvelendigt! De skulle jo nødig tro at jeg var fuld – jeg er jo nu en gang officielt bladtegner…
Resten af turen gik som den bedst kunne, med mig som en ynkelig parodi på en kællingeknude – på plads 34 D. Men alting får som bekendt en ende, og endelig landede vi i Flughafen München Franz Josef Strauß. Erik fik mig behændigt vippet over i en kørestol, hvor jeg derefter bare sad krampagtigt stille og koldsvedte. Vi ræsede afsted igennem lufthavnen mod gaten, og Erik holdt som sædvanligt hovedet koldt. Han skulle ”bare” hjem og vende, tømme sin kuffert for vasketøj og derpå med kufferten nypakket flyve videre til Norge, hvor et job ventede. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive efterladt i en tysk lufthavn og afvente at en lufthavnslæge skulle få tid til at bese mig, og i bedste tilfælde skulle finde en ny senere flyafgang. Så jeg var også helt klar på, at vi bare skulle med det næste fly mod Danmark. Da vi blev kaldt til gaten var jeg stadig helt flad, men kunne i det mindste selv trisse om bord.
Vi landede i København kl. 8 om morgenen den 9. september, og turen var ovre. Foran os lå septemberdanmark badet i tyndt solskind fra en lav sol, pynteligt ophængt over Amager. Mand, jeg trængte til en lur, tænkte jeg, koldsvedende i metroen, der summende ind mod byen. En meget lang lur, endda. Hvis jeg ikke vågnede igen før 2020 var det helt fint med mig.
Epilog
Den 4/2-2020. Jeg savner stadig Mexico City. Det var som en drøm – som noget der både var for godt og for ondt til at være sandt. Det var et så kolossalt voldeligt og forarmet land, men også så utroligt smukt og med nogle helt fantastiske mennesker.
Da vi besøgte Angel Boligan spurgte jeg, om det var i orden jeg kiggede ind i hans tegnestue, mens han lige skulle færdiggøre en tegning inden en deadline, og det var det. Det er måske lidt svært at forklare processen, men han tegnede stadig mest i hånden på papir, så scannede han skidtet ind og efterbearbejdede og korrigerede det derpå på en ældgammel computer og på en tegnetablet anno stumfilm.
For Angel Boligan kan nemlig som udgangspunkt tegne. Han behøver ikke en krykke som en CTRL-Z eller hvilken som helst anden undo funktion, for Boligan kan nemlig TEGNE. Vi andre sidder og sveder, hvis vores gear ikke duer. Hvis cintiq’en ikke arter sig, når seneste version af Photoshop igen crasher, vores digitale tegnepen pludselig taber spidsen, så er vi på den. Men det er jo ikke det det handler om. Hvis hver streg man slår på en digital tegning består af 3-4 streger man har undo’et, hvilket talent har man så? Man har et talent for at delete – at fjerne noget, men ikke nødvendigvis talentet for at tegne. Nu sætter jeg tingene på spidsen – det ved jeg, for jeg arbejder jo også selv vildt meget på computer, men ens talent ligger ikke i ens Cintiq, Wacom eller iPad Pro, i ens Photoshop eller Gimp, eller hvad slags kram man nu bruger. Det ligger et sted i ens eget software – i knolden og i hånden, og man skal passe på ikke at udliciterer det for meget. Keep it simple, stupid! Tegn, så det synger!
Læs evt. også om min tur til satirefestivalen i Saint-Just-le-Martel i 2018 her.
Det går mig nemlig så ufatteligt meget på, at jeg bare ikke kan ramme en eneste form rigtig, når jeg sidder der med griflen i hånden, og jeg frygter den dag en af modellerne ved et uheld ser hæslighederne på min blok!
Jeg kunne måske slippe ad sted med at sige, at tegningerne er fra en anden gang, hvor modellen var horribelt deform (“Jojo – det er rigtig nok! Det ene ben VAR virkelig 1,5 meter langt, og det andet kun 60 cm! Sværger!”) og tegningen desuden var tegnet i mørke, da der pludselig røg en sikring…
Alligevel siger jeg hver gang jeg skal gi’ nogen et tegneråd: “Gå til Croquis! Det er en fantastisk øvelse at tegne efter model!” Jeg undlader dog at fuldføre særtningen “… for så bliver alle tilløb – hvor minimale de så end måtte være – til kunstnerisk storhedsvanvid banket ud af dig!”